Forsker: Giro/Tour-double er stadig mulig

Alberto Contador vil i år forsøge at vinde både Giro d’Italia og Tour de France. Internationalt anerkendt fysiolog pointerer, at atleter godt kan formpeake med to måneders mellemrum. Til gengæld skal man ikke lægge så meget i sløje resultater tidligt på sæsonen. 

Af Rasmus Løppenthin

Da Contador pulveriserede Giro d’ Italia-feltet i 2011, begyndte mange cykelelskere så småt at læne sig tilbage for at nyde historiens vingesus: Der var lagt op til den første Giro-Tour-double, siden det herrens år 1998, hvor en vis Marco Pantani gjorde det umulige.

Men det blev ved snakken. Hjemmefavoritten Voeckler viste sig overraskende holdbar, mens folket jublede. Og de klappede såmænd videre, da den brovtende Evans til sidst kværnede sig til den samlede sejr i Paris. Nu havde australieren været bister så længe, at de fleste var begyndt at elske ham for det. Contador var til gengæld aldrig for alvor i spil til noget som helst og sluttede på en skuffende femteplads. Han var vel træt efter de italienske strabadser.

Svært at dosere træningen

Siden har de fleste nok tænkt, at den mytiske etapeløbs-double hører fortiden til. Men sådan behøver det ikke at være. Den ukuelige Contador har tænkt sig at gøre forsøget igen, og fysiologisk set er det stadig muligt.

Det vurderer  Jens Bangsbo, internationalt anerkendt fysiolog og professor ved Institut for Idræt ved Københavns Universitet.

“Man kan godt formtoppe med to måneders mellemrum, så teoretisk er det bestemt muligt. Men problemet for rytteren, der har kørt Giro’en kan være, at det er noget sværere at dosere træningen korrekt for at ramme topformen igen i juli forhold til rytteren, der har kunnet træne specifikt frem mod Tour de France,” siger han.

Men overordnet er der ingen tvivl om, hvordan de bør gribe det an, mener Jens Bangsbo.

“Jeg er sikker på, de gør det, men de burde tage en periode efter Giro’en, hvor de nedsætter den samlede træningsvolumen ret markant. Og herefter tage en periode med relativt korte men meget intensive pas. Det er der noget, der tyder på, vil have den bedste effekt,” siger Jens Bangsbo med henvisning til den seneste forskning på området.

Grundtræning om vinteren

Den sikreste vej til succes i Tour de France er imidlertid stadigvæk at se de resterende 11 måneder af kalenderåret som forberedelse til juli. Af samme årsag behøver fans af Nairo Quintana ikke bekymre sig om, at colombianeren måtte se sig slået af en relativt ukendt argentiner i Tour de San Luis for nylig.

“Det skal man ikke lægge for meget i. Ryttere, der skal toppe i Tour de France, laver en del grundtræning i denne her periode, som betyder mange timer på cyklen i et relativt beskedent tempo. Og det er jo ikke optimal træning i forhold til at præstere nu og her, men det giver en god ballast i forhold til at træne fornuftigt op til at toppe i juli. Der blev lavet et studie på Tour de France-ryttere for år tilbage, og der så man, at de i denne her periode  lå de nede på en 65-70 procent af deres maksimale ydeevne,” forklarer Jens Bangsbo.

Forårsresultater ikke afgørende

De senere år har man set en tendens til, at Tour de France er blevet vundet af en rytter, der har været dominerende i selv tidlige løb som Baskerlandet Rundt og Katalonien Rundt. Af samme årsag tvivlede de fleste på Nibali før Tour de France sidste år; han havde simpelthen halset efter de bedste hele sæsonen.

Men rent fysiologisk skal man passe på at lægge for meget i Tour-rytternes resultater i forårssæsonen, pointerer Jens Bangsbo.

“Når de så når frem til marts, begynder de at køre nogle mindre etapeløb, fordi det er en udmærket form for træning, hvor de får noget intensitet via udbrud og indlagte bjergspurter og så videre. Men nogle af de store dernge vil selvfølgelig gerne vinde og har så forberedt sig specifikt mod en formtop i slutningen af marts. Og så kører de selvfølgelig stærkere, end de ryttere, som ikke har lagt et peak ind i deres planlægning. Men det siger meget lidt om, hvem der kører stærkest i juli,” siger han.

— Sådan kørte de største etapeløbsprofiler i 2014 —

Nairo Quintana (f. 1990)

20.-26. jan: Tour de San Luis, samlet sejr, 1 etapesejr.

12.-18. marts: Tirreno-Adriatico, nummer 2 i klassementet.

24.-30. marts: Katalonien Rundt, 5. plads i klassementet

9. maj  1. juni: Giro d’ Italia, samlet sejr og 2 etapesejre.

13.-18. aug: Vuelta a Burgos, samlet sejr, 1 etapesejr.

23.aug-03.sep: Vuelta a Espana, udgår på 11. etape efter et styr.

05. oktober: Il Lombardia: 2. plads

Chris Froome (f. 1985)

18. – 23. feb: Tour of Oman, samlet sejr, 1 etapesejr

24. – 30. marts: Katalonien Rundt, 6. plads i klassementet

29. – 4. maj: Tour de Romandie, samlet sejr, 1 etapesejr

08.-15. juni: Critérium du Dauphiné: 12. plads i klassementet, 2 etapesejre

05.- 09. juli: Tour de France, udgår på 5. etape efter et styrt.´

23. aug – 14.sep: Vuelta a Espana, 2. Plads  i klassementet

Vincenzo Nibali (f. 1984)

20. – 26. jan: Tour de San Luis, 44. Plads i klassementet

18. – 23. feb: Tour of Oman, 12. plads i klassementet

09. – 16. marts: Paris-Nice, 21 plads i klassementet

20. april: Amstel Gold Race: 52. plads

23. april: Fleche Wallone: 14. plads

27. april: Liege-Bastogne-Liege: 30. Plads

08. juni- 15. Juni: Critérium du Dauphiné, 7 .plads

28. juni: Italienske mesterskaber i landevejscykling: Vinder

05. – 27. juli: Tour de France, samlet sejr, 4 etapesejre

28. sep: VM i landevejscykling:  40. plads

Alberto Contador (f. 1982)

19. – 23. Feb: Volta ao Algarve, 2. Plads i klassementet, 1 etapesejr

12. – 18. marts: Tirreno Adriatico, samlet sejr, 2 etapesejre

24. – 30. marts: Katalonien Rundt. 2. Plads i klassementet

7. april – 12. april: Vuelta Ciclista al Pais Vasco, samlet sejr, 1 etapesejr

08.-15. juni: Critérium du Dauphiné, 2. plads i klassementet

05. juli: 14. juli: Tour de France, udgår på 10. etape efter et styrt

23. aug – 14.sep: Vuelta a Espana, samlet sejr, 2 etapesejre

Allejandro Valverde (f. 1980)

19.- 23. feb: Vuelta a Andalucia: Samlet sejr, 2 etapesejre + prolog

7. – 12. April: Vuelta Ciclista al Pais Vasco, 5. plads i klassementet

20. april: Amstel Gold Race, 4. Plads

23. april: Fleche Wallone: Vinder

27. april: Liege – Bastogne – Liege: 2. Plads

20. – 22. juni: Route du Sud: 2. plads i klassementet

05. – 27. juli: Tour de France, 4 plads i klassementet

2. august: Classica San Sebastian: Vinder.

23. aug – 14.sep: Vuelta a Espana, 3.plads i klassementet, 1 etapesejr

28. sep: VM i landevejscykling: Bronze