Netop som man troede cykelsporten var på vej ned i en bølgedal når det gælder tvivlsomme personager og generel surrealisme, så kom ”motordoping” sagen med den belgiske U/23-rytter, Femke Van den Driessche, os til undsætning.
Af Kim Plesner
For en stund kunne man jo godt få den overbevisning, at atletikken med deres enorme dopingskandaler, der vælter ud af skabet, eller fodbolden med den omfattende FIFA-korruption, havde overtaget scenen. Men cykelsporten overgiver sig ikke så let. Det biologiske pas ser ellers rigtignok ud til at have fået dæmpet lysten til at fyre på for alvor. Og generelt tegnede der sig en lysere fremtid for professionel cykelsport på mange fronter, hvis man altså lige ser bort fra stridighederne mellem ASO og UCI.
Men heldigvis, fristes man til at sige, kom Femke Van den Driessche og et persongalleri af stærkt tvivlsomme figurer ind fra højre. Og den her sag er så meget Belgien, så meget Vestflandern, så meget cykelsport og så meget forbudt for børn, at virkeligheden, som altid, langt overgår fantasien.
Hvor skal vi næsten starte i dette overflødighedshorn af ufrivillig morsomhed, i en alt andet end morsom sag.
Stakkels Femke
For den stakkels 19-årige Femke er havnet i en situation, der ikke for nogen er misundelsesværdig. Vi taler næsten heksejagt-lignende tilstande. Belgien er på den anden ende. Mange, deriblandt nationens største helt, Kannibalen Eddy Merckx, er ude med et krav om livstidsstraf. I det hele taget er retorikken voldsom hård. Femke fremstilles flere steder nærmest som en landsforræder. Hvilket igen er en smule spøjst, når man kigger historisk på, hvordan belgierne, som så mange andre, tidligere har fiflet med medicinsk doping.
Vi kender alle sammen historien om Femke Van den Driessches snyd. Vi kender nok alle sammen de beskyldninger eller mistanker, der tidligere har været mod specielt Fabian Cancellara, men også Chris Froome (på Mont Ventoux i 2013) eller Alberto Contador, når han har skiftet cykel undervejs på etaperne. Så det vil jeg ikke beskæftige mig med i denne artikel. Blot konstatere, at nu er motordoping eller mekanisk doping en realitet og det må vi så forholde os til.
Fritter og parakitter
Lad os i stedet vende tilbage til de personer, der omgiver Femke Van den Driessche i denne sag. Hendes bror, Niels Van den Driessche, er for tiden suspenderet for dopingmisbrug. Det er hvad det er. Men så er der jo historien om Niels og farmand Peter, der risikerer fem års fængsel for at have stjålet to parakitter (en slags små papegøjer) hos De Gouldamandine fuglebutikken i den lille by Varsenare i Vestflandern.
Selvfølgelig har Niels og Peter været på parakit-rov i Varsenare. Selvfølgelig har de det. De virker i det hele taget som et par friske gentlemen – altid med fuld fart på. Måske de også går og bakser med lidt import/eksport forretning. Måske i Diksmuide. Du ved, der hvor Bæstet kommer fra.
Eller hvad med den fantastiske historie om Nico Van Muylder, som – hvis man altså skal tro stakkels Femkes tårevædede forklaring på hele miseren – var ham, der ved en fejl havde stillet sin cykel med motor i blandt hendes cykler. Selvom det slet ikke var hendes og hun bare havde solgt den til ham for et stykke tid siden. Den historie er i sig selv imponerende god. Også uden parakitter. Den kunne sagtens stå helt alene og gå over i historien blandt de mange legendariske dopingundskyldninger.
Men den bliver jo ikke mindre attraktiv, når det talstærkt fremmødte Vestflanderske pressekorps stiller sig an udenfor Van Muylders nu lukkede grillbar, ’t pasto Frietje, i Buggenhout, for at få et interview. Her er det mit hjerte for Flandern og belgisk cykelsport begynder at banke så enormt hårdt, at vi næsten rammer makspuls. Det er så smukke scener, at man næsten får tårer i øjnene og glæder sig som et lille barn, til vi skal ned og se udgave nummer 100 af Flandern Rundt ganske snart.
Historien om Femke Van den Driessche bekræfter det vi alle ved. At cykelsporten er bygget på et fundament af episke fortællinger om store sejre, smertefulde nederlag, hårdt slid, opofrelse, snyd og suspekte brugtvognsforhandlere. Jeg har kun foragt tilovers for de mennesker, som ikke formår at omfavne og knuselske det.