Brostensspecialisten

Efter opvarmningsløb i solskin og høje temperaturer i Australien, Sydamerika og Mellemøsten, kan cykelfeltet nu ikke længere undgå det grå, nordeuropæiske vintervejr. I den kommende weekend står den belgiske sæsonåbner for døren. Veloropa har set nærmere på, hvad der kendetegner de ryttere, der gør sig gældende på brostene. 

Af Morten Olstrup

Med tanke på cykelsportens udvikling, der geografisk og teknologisk har syvmilestøvlerne på, kunne brostensløb synes at være et fortidslevn, men cyklingen elsker sin historie, og den bygger ikke mindst på fortællingen om de drabelige kampe på det deforme underlag. Brostenene indbyder til beretningerne om de storslåede sejre og bitre nederlag, og fortællingen forstærkes yderligere, når vind og vejr får pinslen til endnu tydeligere at fremstå i rytternes mudderdækkede ansigter. Men hvilke karakteristika besidder en typisk brostensspecialist?

Teknikken er altafgørende

”Klassikerrytterne er altid lidt tungere, mere muskuløse og højere, og det gør dem i stand til at køre hurtigere på brostenene. Hvis du ikke er vant til at køre på brosten, vil du flyve rundt fra venstre til højre. Du er nødt til at være stærk, når du sidder og træder. Det er umuligt at stå op. Du bliver nødt til konstant at holde presset på pedalerne.”

Sådan lyder det fra Tristan Hoffman. I dag er han sportsdirektør på Tinkoff-Saxo, men han var i sin ryttertid specialist i de nordeuropæiske klassikere med to sejre i Dwars Door Vlaanderen to gange, og tre top-5-placeringer i Paris-Roubaix.

Mens fysisk styrke og en vis størrelse er naturlige fordele på det tricky underlag, handler det også i høj grad om at være dygtig teknisk. Det mener Frank Høj, der også excellerede i brostensklassikerne, og kan fremvise top-placeringer i Paris-Roubaix, Flandern Rundt og en række af de flamske løb:

”Det er meget almindeligt, at dem der både er gode til at læse underlag, og samtidig er teknisk dygtige, har en vis fordel. Dem der er gode til at køre i regnvejr og når det er glat, er som regel også gode til at køre Paris-Roubaix. Tag sådan én som Lars Boom, der sidste år vandt Tour de France-etapen til Arenberg-skoven. Han kommer fra cykelcross, og er vanvittig god til at køre på et glat underlag. Det var en kæmpe fordel for ham, at det var vådt.”

Det kan Tristan Hoffman nikke genkendende til. Han forklarer til dels sin styrke i brostensløbene med en fortid på mindre faste underlag:

”Jeg havde også en baggrund i cykelcross, og det tror jeg hjalp mig meget, fordi jeg var vant til at køre på jordunderlag. Da jeg var lille, kørte jeg også BMX, og derfra fik jeg nogle tekniske færdigheder med mig.”

Sidevind og slåskamp

Som tilskuere elsker vi at se de intense dramaer udfolde sig på de hårdeste brostensstykker. En vigtig del af den kamp har dog allerede udspillet inden rytterne rammer pavéerne. At kunne placere sig godt i feltet er alfa og omega for at have en chance.

”Tag afslutningen på et fladt cykelløb. Der er en heftig positionskamp frem mod spurten, for hvis du ikke er placeret rigtigt, når det går stærkt, har du ikke en chance. Det er den samme slåskamp, som du må tage, hver eneste gang feltet nærmer sig et brostensstykke. Du er nødt til at være i front. Kampen der går forud for brostenene er vigtigere end den, der foregår på dem. Hvis der er sidevind, er du nødt til at befinde dig forrest, da der ikke er megen plads på vejene mellem pavéerne. Placeringsevne er derfor virkelig vigtig,” vurderer Hoffman.

Frank Høj er enig, men mener dog ikke, at brostensklassikerne på dette punkt adskiller sig fra øvrige cykelløb:

”Selvfølgelig er der nogle strategiske tidspunkter, men har du gode ben med 50 kilometer til mål, efter at have kørt over 200 kilometer, så er det relativt let at komme frem. Det er et spørgsmål om at kunne placere sig i et felt. Sprinterne er gode til spurterne, etapeløbsrytterne er gode i bjergene, og ja, brostensrytterne er gode til at placere sig i klassikerne, men det er ikke noget, jeg ser som en særlig karakteristik.”

Kend ruten

Hyppige punkteringer, jævnlige styrt og pludselige huller i feltet er en cocktail, der er med til at gøre brostensløbene mere dynamiske og uforudsigelige end nogen andre former for cykelløb. Måske netop løbenes uberegnelige natur gør det nødvendigt at lægge en solid slagplan forud for ræset.

”I et løb som Paris-Roubaix er det ikke ualmindeligt, at man har flere punkteringer undervejs, også rytteren, der går hen og vinder. Det kan du sagtens lægge en taktik efter, og man holder som regel også fast i den taktik, man har lagt. Intet er givet på forhånd, men sådan er det jo også på bjergetaperne i Tour de France. Man kan selvfølgelig improvisere undervejs, men der bliver klart lagt taktik,” fortæller Høj.

Som sportsdirektør er Hoffman med til at lægge strategien forud for løbene, men han understreger også nødvendigheden af at indstille sig på forholdene undervejs:

”Du skal konstant se dig omkring, tjekke hvem der sidder med efter bakkerne og brostensstykkerne, og hvad de foretager sig. Når de store stjerner rykker frem i feltet, må du gøre det samme.”

Terrænet i brostensløbene, specielt i de flamske klassikere med de brostensbelagte hellingen, indbyder til angreb stort set alle steder på ruten, mener Hoffman:

”Nogle gange stikker ryttere afsted ved toppen af en bakke, andre gange imellem bakkerne. Hvis du ikke er den stærkeste, kan det være en fordel at angribe mellem hellingerne, og opnå et forspring på 30 sekunder. På den måde kan du foregribe situationen, spare lidt på kræfterne, og følge med de store stjerner, når de kommer op til dig. Det er virkelig svært at hænge på de stærkeste ryttere, når de angriber på hellingerne.”

En afgørende faktor er at være helt på det rene med, hvad der venter på ruten. Kendskab til stigninger, sving og vejens beskaffenhed er en nødvendighed, for man kan være sikker på, at rivalerne vil kende ruten til punkt og prikke.

”Alle belgierne som bor der, har en enorm fordel i løbene. Det er altafgørende at have styr på, hvad der venter forude, og hvornår man skal sidde med blandt de forreste. Det er nemt at bevæge sig op igennem feltet på en bred hovedvej, men på de små veje er det en anden sag. Rutekendskab er super vigtigt,” er Hoffmans vurdering.

Høj var en af de ryttere, som fulgte opskriften:

”Jeg prøvekørte altid finalerne til Paris-Roubaix og Flandern Rundt. Jeg synes det er vigtigt at kende ruterne, og holdene tager jo også ud og kører ruterne igennem, særligt spidskandidaterne.”

Elsk brostenene!

På Tinkoff-Saxo har Hofmann Alberto Contador under sine vinger, og både sidste år og dette har spanieren måttet forholde sig til, at en Tour de France-sejr kræver, at man overlever en brostensetape. Ville man kunne gøre etapeløbsmestre som Contador, Froome eller Quintana til specialister på brostenene?

”Nej, det ville være rigtig svært,” vurderer Hoffman, ”men jeg tror, at de gutter har så stor en motor, at hvis de fokuserede tilpas meget på det, så ville de komme ganske langt.”

Kan man ligefrem lære at elske brostenene?

”Du bliver nødt til at elske brostenene! Hvis du tænker ’Hvad pokker laver jeg her?’, er du allerede fortabt. Hvis du har følelsen af, at den type løb ikke passer dig, så har du tabt fra starten. Når det begynder at regne og være dårligt vejr, skal du tænke ’Halvdelen af feltet fryser nu, men jeg har det fint’. Du skal have den rette mentalitet,” afslutter Hoffman.

På lørdag slutter ni måneders ventetid for os, der ikke kan få nok af pavéer og hellinger. Hvem vinder? Formentlig en stor, robust rytter med en god teknik, der kan placere sig rigtigt i feltet, disponerer sine kræfter godt, har en solid slagplan, og besidder et indgående kendskab til alle nøglesektionerne på ruten…